Om mig

Mennesket bag fagligheden

Jeg hedder Cammilla Poulus. Jeg er psykoterapeut MPF, skilsmisseforælder, mor, hustru, veninde, søster og datter. Men ingen af de titler fortæller hele historien om, hvem jeg er.

Jeg kan være stærk og sårbar. Modig og bange. Have følelsen af, at jeg kan klare alt – og andre dage miste fodfæstet. Jeg har ikke regnet livet ud, og det kommer jeg forhåbentlig heller aldrig til.

Jeg tror ikke på, at vi mennesker skal fikses eller blive perfekte. Jeg tror på, at vi bliver mere hele, når vi tør være ærlige omkring alt det, vi rummer – også de sider af os selv, vi måske helst ville være foruden.

Det er også sådan, jeg møder dig. Ikke som et problem, der skal løses, men som et menneske med både lys og mørke. Med sider, du elsker, og sider, du måske har sværere ved at acceptere.

Book tid
Mor og barn i et varmt kram ved en flod
Cammilla Poulus sidder foran store grønne planter

Min faglige baggrund

Jeg er oprindeligt uddannet socialpædagog. Herefter uddannede jeg mig til psykoterapeut og blev i marts 2023 færdig efter en 4-årig psykoterapeutuddannelse med specialisering som par-, familie- og gruppeterapeut. Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og må derfor anvende titlen psykoterapeut MPF.

Gennem mit arbejdsliv har jeg arbejdet med børn, unge og familier i mange forskellige sammenhænge – blandt andet på opholdssted, i folkeskolen og på specialskole og senest fire år som familieterapeut i en kommune.

Som 23-årig stiftede jeg et børnehjem i Filippinerne i forbindelse med en udviklingsrejse under min pædagoguddannelse. Her boede jeg i to år. Børnehjemmet eksisterer stadig i dag, og selvom jeg ikke længere er en del af det, er det noget, jeg er utrolig stolt af at have været med til at skabe.

Min faglighed er også formet af mit eget terapeutiske arbejde. Jeg har selv mange års individuel terapi og parterapi bag mig og tror på, at mit arbejde som terapeut ikke kun handler om det, jeg har lært gennem uddannelse og arbejde – men i lige så høj grad om min villighed til fortsat at se på og arbejde med mig selv.

Cammilla Poulus sidder i sit terapi rum

Når du sidder overfor mig

  • Jeg har ikke svaret på dit liv

    Jeg kommer ikke til at fortælle dig, hvem du skal være eller hvilken vej du skal vælge. Men jeg vil gå med dig, mens du bliver klogere på dig selv og finder frem til det, der føles sandt for dig.

  • Det hele må være der

    Også det, du skammer dig over. Det du ikke forstår ved dig selv. Vreden, jalousien, sorgen, tvivlen, det du måske aldrig har sagt højt, og de sider af dig, du helst ville være fri for.

  • Jeg kommer også til at udfordre dig

    Terapi hos mig er ikke kun omsorg og forståelse. Nogle gange handler det også om at få øje på sin egen del, tage ansvar og turde se på noget, man måske længe har forsøgt at undgå.

  • Du bestemmer tempoet

    Du behøver ikke komme med svar eller være klar til noget bestemt. Vi begynder dér, hvor du er.